Det var med en vis beslutsomhed i klublokalet at rytterne i torsdags gjorde sig klar til 4. afdeling af årets Grand Prix. Selvom den samlede stilling muligvis vejede tungt i rødt holds favør skulle de ikke vide sig sikre på at få et eneste nemt point!
Gult hold skulle ydermere forsvare sin samlede andenplads, men det var imod hårde odds. Blot fire mand var stillet til start inklusiv forstærkning fra udlandet i form af John Roued-Cunliffe. Dagens opgaver måtte klares uden prominente navne som Dennis Sørensen, Jesper Veje og Lars Pedersen. Sort hold stillede derimod i hidtil stærkeste opstilling og havde en reel chance for at overtage andenpladsen. På grønt hold gjorde Lars Abildgaard comeback – spændende at se om han havde genfundet sin form fra sidste sæson og dermed kunne gøre en forskel.
I stille og rolig paradekørsel lagde feltet fra land med 40 km/t ud ad Stadionvej. Der var på dette tidspunkt ingen tvivl om, hvordan vinden ville ramme senere på ruten op ad Lousendal og Skomagerbakken! Men de udfordringer måtte tages til den tid. Nu gjaldt det først spurten ved Nørre Kongerslev. Den første test mod et rødt mandskab, som traditionelt har været meget stærkt i denne diciplin. Næsten som forventet åbnede Jens Harregaard fra sort hold for posen omkring tre kilometer før byskiltet. I et langt stykke tid så det lovende ud. Men efter yderligere en kilometer satte Damien Cahill fra rødt hold sig for at lukke hullet trækkende med feltet efter sig. I strid side/medvind var positionskampen hård blandt de 10-12 ryttere, som snart lå i en bred vifte foran hovedfeltet og skulle dyste om pointene. Og det blev den rutinerede og snu ræv, Morten Bach fra rødt hold, der skød sig selv frem foran Steen Lind fra gult hold og Jan Løve også fra rødt hold. Rødt hold havde i alt tre mand med i spurtens top seks og virkede, som om de holdt niveauet fra de tidligere afdelinger. Men vigtigt var det for gult hold at få det optimale ud af en svær dag. Steen Lind havde ellers før starten bebudet, at han ikke havde benene til at køre spurt i dag. Men som han sagde efterfølgende: ”Jeg vandt jo heller ikke”.
Næste prøve var bakkespurten i Sdr. Kongerslev. Her spillede rødt hold igen med musklerne, da de sendte klatreren Jesper Thomsen tidligt afsted på bakken. Som Michael Rasmussen med kroppen fuld af tvivlsomme medikamenter rykkede Jesper flot væk men ramte et forkert gear og måtte opgive missionen. I stedet blev det sort hold, som tog begge topplaceringerne ved Michael Vilsbøll og Martin Nymann. Morten Sørensen fra gult hold sikrede sig tredjepladsen.
Løbet blev atter givet frit, og første mand til at tage initiativ var Lars Abildgaard fra grønt hold. Lars havde allerede taget to point i dagens første spurt og angreb nu på nedkørslen efter Skibsted. Noget tydede på at formen var ved at være tilbage. Han fik snart følgeskab af holdkammeraten Frants Schneider samt Jan Løve fra rødt hold. Et stærkt trekløver, som måtte tages seriøst. Med repræsentanter i udbruddet fra grønt og rødt hold og med et decimeret gult hold lå der et naturligt ansvar på sort hold for at køre udbruddet ind. Ikke mindre end fem sorte ryttere blev sendt i front for at holde linen stram til udbruddet. Ved Komdrup havde trekløveret små 30 sekunder, men sort hold havde på det tidspunkt besluttet sig for at nulstille det hele. Umiddelbart før Lousendal var der atter samling.
Op ad Loisendal blev der gjort et par halvhjertede forsøg , men noget udbrud blev der ikke etableret. I strid modvind op ad Skomagerbakken lå René Olesen og Martin Nymann 50-100 meter foran feltet, men heller ikke de kom væk. Derimod virkede Thoma Kold fra grønt hold meget eventyrlysten, og efter at have forsøgt sig længe fik han slået et reelt hul ved Torderup. Inden Skovstrup havde han fået følge af en velkørende Steen Lind fra gult hold, Michael Førby fra rødt hold og til sidst Michael Vilsbøll fra sort hold. Med alle farver repræsenteret blev der ikke jagtet, og man kunne tydeligt høre mumlen i feltet: ”Det der kommer til at holde hjem”.
Morten Sørensen fra gult hold forsøgte efter Lillevorde at komme af sted på mellemhånd. Sammen med Martin Nymann fra sort hold fik de etableret en lille firemandsgruppe, som ved dagens sidste stigning, Svinetruget, havde 30 sekunder op til førergruppen og 10 sekunder ned til hovedfeltet. Op ad Svinetruget lykkedes det stigningsekvilibristen Jesper Thomsen fra rødt hold at nå op til forfølgergruppen. René Olesen fra sort hold kunne ikke helt holde det hjul. Han nåede aldrig op, men formåede dog at holde de spurtstærke Jan Løve og Asbjørn Jensen fra rødt hold stangen til mål.
Den forreste gruppe holdt som forventet hele vejen. I finalen åbnede Steen Lind fra gult hold spurten men måske 20 meter for tidligt. I hvert fald kunne Michael Vilsbøll fra sort hold nå at fange hjulet og skyde sig forbi over stregen med en lille cykellængdes forspring. Michael Førby fra rødt hold fulgte herefter og Thomas Kold fra grønt hold lukkede med fjerdepladsen.
Det lykkedes med hiv og sving for sort hold at slå de røde i 4. afdeling. Men det var tæt og allerede nu må det være på sin plads at ønske rødt hold tillykke med den samlede sejr. Sort hold generobrede den samlede andenplads foran et gult hold, som forventeligt blev straffet for det lave antal deltagere. Grønt hold fortjener respekt for en flot indsats, men må stadig tage til takke med en samlet fjerdeplads.
Du kan se pointfordelingen og den samlede stilling i vedhæftede Excel fil.