René O’s blog – 2. afdeling af Grand Prix 2014.

Torsdag den 15. maj blev cykelverdenen vidne til en blodrød massakre. Jeg forudser at man i årene fremover vil holde et minuts stilhed eller flage på halvt hver gang denne dato passerer. Her følger beretningen om, hvordan tre cykelhold blev slagtet på en ellers skøn dag med høj sol og dejlig cykelvejr.

28 håbefulde ryttere var stillet til start ved 2. afdeling af årets Grand Prix. Nogle for at forsvare deres position i regnskabet, andre for at avancere i klassementen, men alle for at yde deres bedste for deres hold. Nogle af dem, som skulle forsvare var rytterne på sort hold. Her var det op til blot fire mand stærk at holde skansen mod et sultent felt, som alle ville se en ny farve på førstepladsen.

De ca. 50 kilometer, som skulle tilbagelægges, var nye i Grand Prix regi. Det var en forholdsvis flad rute i forhold til 1. afdeling. Det betød i teorien, at farten sandsynligvis ville blive højere, men også at der ikke var så mange oplagte steder at smide konkurrenterne og komme i udbrud. Men teori  er én ting os praksis viste sig at være en helt anden. Drevet af udbrudssuccesserne i 1. afdeling var lysten til at stikke af helt enorm, lige fra løbet blev givet frit efter Kærsholm. Allerede inden den første sprint i Mou var der flere forsøg på at slippe afsted. Det mest seriøse forsøg stod JensHarregaard fra sort hold for. Der var dog status quo da sprinterne skulle dyste om pointene ved byskiltet. Rigtig mange følte sig i humør til at skyde kanonen af, så det var ekstremt trangt da skiltet blev passeret i hæsblæsende fart. Rødt hold satte sig på både første- og andenpladsen (Michael Førby og Asbjørn Jensen) og havde således indledt deres stålsatte kampagne mod førstepladsen. Tredjepladsen tog Peter Pretzmann sig af og skaffede dermed vigtige point til grønt hold, som efter 1. afdeling lå sidst i regnskabet.

Jens Harregaard fra sort hold var dog ikke færdig med at prøve lykken. Efter princippet om at det bedste forsvar er et angreb, forsøgte han i flere omgange at få etableret et holdbart udbrud efter Mou. Særligt denaltid angrebsivrige Torben Nielsen  fra grønt hold virkede også interesseret i at komme væk, og sammen med Jesper Veje fra gult hold samt Asbjørn Jensen og Michael Førby fra rødt hold fik de skabt det femmands udbrud, som skulle vise sig at holde til mål.

Ved dagens første reelle udfordring på Loiusendal bakken havde endnu en gruppe revet sig løs. Det drejede sig om ni mand med repræsentanter fra alle hold. Førergruppen havde her omkring et halvt minut ned til forfølgerne, som igen havde et minut ned til resterne af hovedfeltet. I bakkespurten udstillede Asbjørn Jensen fra rødt hold sin storform, dat han tog de 10 point foran sin holdkammerat, Michael Førby. Grønt hold indkasserede atter vigtige point ved Torben Nielsen, da han blev tredje mand forbi byskiltet i Gudum.

De fem mand i front holdt samlet til mål, hvor det skulle afgøres i en sprint over stregen. Her blev det – måske lidt uventet – Jesper Veje fra gult hold, der på de aller sidste meter sneg sig forbi en storkørende Asbjørn Jensen. Herefter fulgte Torben Nielsen fra grønt hold, Jens Harregaard fra sort hold og Michael Førby fra rødt hold.

I førfølgergruppen var det tæt på at lykkes for Jesper Thomsen fra rødt at vriste sig fri på Svinetruget. Han blev dog hentet kort før mål, og også her blev placeringerne fordelt efter et decideret spurtopgør.

I resterne af hovedfeltet fik René Olesen fra sort hold lidt oprejsning fra 1. afdelings mislykkede udbrudsforsøg, da han op ad Svinetruget lukkede et pænt hul op til Lars Pedersen fra gult hold og derefter kørte forbi og alene i mål.

Da røgen havde lagt sig og pointene talt sammen, blev alles mistanker bekræftet: Rødt hold havde lavet en sand massakre og med ovebevisende styrke lagt sig i spidsen af konkurrencen. Der er nu over 70 point ned til forfølgerne fra gult hold, der dog ser ud til at have et trumfkort i ærmet med kometen Jesper Veje. Sort hold fik det optimale ud af en svær situation. Men med blot fire mand til rådighed blev de straffet og har måttet bytte førstepladsen ud med en tredjeplads. Trods en ihærdig præstation med repræsentanter i både udbrud og spurter må grønt hold stadig tage til takke med en samlet fjerdeplads. Vi ser frem til enkelstarten i næste afdeling hvor der sagtens kan blive vendt op og ned på stillingen.

Du kan se pointfordelingen og den samlede stilling i vedhæftede Excel fil.


 Download Grand Prix 2014

Oprettet d. 19. May 2014

Skriv en kommentar