René O’s blog – 1. afdeling af Grand Prix 2014.

Det var et legendarisk skue da 56 top trimmede og stenhårde ben var linet op til 1. afdeling af dette års Grand Prix torsdag den 24. april. Og det blev en stor dag på landevejene omkring Storvorde!

Det startede traditionen tro stille og roligt med samlet opvarmning ud til et par kilometer efter Kærsholm. Her blev løbet givet frit og straks herefter blev belastningen på pedalere øget i positionskampen op til den første indlagte spurt. Michael Hassing fra grønt hold var den første til at skabe røre, da han hurtigt kørte frem og fik slået et lille hul på 50 meter. Det var dog en stakket frist, da det ikke så ud til at nogen af holdene ville give afkald på spurtpointene. Med ca. 600 meter til byskiltet i Nr. Kongerslev forsøgte René Olesen fra sort hold at køre væk. Det var sidste udkald hvis sprinterne skulle snydes, men det jagtende felt havde for stort momentum og det endte i en massespurt hvor Michael Vilsbøll fra sort hold tog sejren foran Petre Pretzmann fra grønt hold og Asbjørn Jensen fra rødt hold.

Efter den flade spurt var der atter samling og lejlighed til at samle kræfter før det igen gik løst med den næste spurt på toppen af kirkebakken i Sdr. Kongerslev. Allan Ivarsen fra sort hold åbnede tidligt på bakken og banede vejen til en total triumf for sort hold, som satte sig på de tre første placeringer (Michael Vilsbøll for anden gang i træk efterfulgt af Allan Ivarsen og Martin Nymann).

Fraværet af solen var næsten symbolsk på den sorte dominans i spurterne. Men ved svinget i Skibsted startede kampen først rigtigt om de store point for placering over målstregen i Storvorde. Hvem havde lagt den bedste taktik, og hvem havde flest kræfter i behold? Den første rigtige uskildning fandt sted på Louisendal bakken hvor flere måtte opgive at følge med hovedfeltet. Herefter faldt stadig flere fra i side/modvinden op ad Skomagerbakken efter Vaarst. Selvom der endnu ikkehavde været seriøse udbrudsforsøg havde der været konstante temposkifte siden Skibsted. Det tærede på kræfterne hos de fleste og hovedfeltet var nu reduceret til 17 ryttere.

Før Skovstrup ca. 12 kilometer fra mål lykkedes det Torben Nielsen fra grønt hold at snige sig afsted. Han fik hurtigt selskab af Dennis Sørensen fra gult hold. De fandt sammen i et godt samarbejde og udbyggede langsomt men sikkert deres forspring. I Skovstrup med omkring 9 kilometer til mål fik yderligere to ryttere revet sig fri af feltet. Det var Michael Førby fra rødt hold og René Olesen fra sort hold. Også de fandt ind i et samarbejde og kunne øge afstanden til et felt, som ikke synes at have interesse i at køre udbruddene ind lige med det samme. Ved Svinetruget i Klarup havde den førende duo omkring 30 sekunder ned til forfølgerne og yderligere et minut til resten af hovedfeltet, som nu holdte kæderne stramme og havde øget farten betydeligt.

Det førende udbrud holdt til mål, hvor Dennis Sørensen henviste Torben Nielsen til andenpladsen. Efterfølgerne var samtidig blevet splittet på vej op ad Svinetruget, hvor René Olesen måtte slippe Michael Førby. Det lykkedes Førby at holde feltet stangen og køre i mål som samlet tre’er mens René Olesen blev passeret af feltet blot 150 meter før byskiltet til Storvorde.

Alt i alt blev det en super dag med ræs, lir og hygge. Efter 1. afdeling har sort hold lagt sig i spidsen af konkurrencen, men stillingen er meget tæt og alle er fortsat med i kampen. Du kan se pointfordelingen og den samlede stilling i vedhæftede Excel fil.


 Download Grand Prix 2014

Oprettet d. 28. April 2014

Skriv en kommentar