I et pludselig opstået overmod efter en træningsaften, var der nogle af os, der var kommet til at sige ja til at deltage i Nordjylland Rundt. Og selvfølgelig skulle vi da ikke nøjes med de 75 km, selv om det for en del af os, var første år på raceren, næh, vi snupper sgu de 130 km. Lisbeth og Anja, et par af vores garvede rotter, var selvfølgelig hurtige til at sige, at det da ikke var noget problem.
Så lørdag 17. juni var Anja, Hellan, Lisbeth, Dorthe, Karina og Hanne klar til afgang, flot klædt i team-tøj.. – med undtagelse af Karina, som var i blåt! Vi skulle møde kl. 8.45 sagde Lisbeth, for der var rundstykker, og det skulle hun godt nok have inden hun kørte nogle steder. Så vi mødte op til rundstykker kl 8.45 sharp, for så at finde ud af, at den eneste der ikke havde penge med til rundstykker var Lisbeth….
Morgenkaffen blev indtaget sammen med Kenneth, som var den eneste af herrerne, der skulle ud på 130 km. Han havde start 10 minutter før os, men vi lovede selvfølgelig, at vi nok skulle fange ham på ruten og følge ham hjem. Vi mødte ham bare ikke igen, underligt nok. Der skulle så lige tisset af, og køen foran toiletterne var ved at koste Lisbeth, Hellan og Karina starten, selv om vi ihærdigt prøvede at forkorte køen ved at fortælle mændene, at der var masser af buske og træer udenfor, der trængte til vand.
Endelig afsted, i et helt fantastisk vejr, som satte humøret en tak i vejret. Der var helt sikkert sommerfugle i maven på nogle af os, det var jo lidt af en udfordring for os nye ryttere.
Starten gik over vildmosen mod Brønderslev, og vi fandt hurtigt en god rytme med en fin stabil fart. Selv om der i pigegruppen nok ikke findes nogle egentlige stifindere og der til tider kan være lidt forvirring omkring højre og venstre, lykkedes det os at komme til Brønderslev uden de store problemer. Det skyldtes nok, de meget flinke mænd og damer i gule veste langs vejen.
Lige før Brønderslev gik det dog galt, da Hanne som på det tidspunkt havde erhvervet sig positionen i front, glemte at dreje og måtte en hel omgang rundt i rundkørslen inden vi kunne fortsætte turen. I Brønderslev by gik det så galt igen for Anja som drejede hvor vi skulle lige ud…. Derefter var der bred enighed i truppen om, at den der kørte forrest, skulle køre med åbne øjne! Så gik det ellers mod Dronninglund, hvor trætheden var begyndt at melde sig hos Dorthe, som herefter slap for flere frontpositioner, – hun nåede dog lige en sidste inden depotet – hvor hun fortsatte lige ud i stedet for at dreje til højre…. Ved depotet i Dronninglund var serviceniveauet i top. Vi fik tildelt vores helt egen levende cykelholder – og sørme om ikke vores drikkedunke blev fyldt op med vand og sukker af nogle små hurtigløbende drenge, mens vi fik noget at spise og drikke. Det var fin service.
Vi havde efterhånden rundet de 75 km. og turen gik nu mod Hals. Dorthe havde lidt krise, men vi fik pakket hende godt ind og hun kæmpede virkelig bravt. Vi satte tempoet, så alle kunne komme med og det gik fint fremad. På den skønne strækning ved Hals, hvor vi havde den smukkeste udsigt over vandet og hybenroserne duftede så dejligt, tror jeg vi alle syntes, at selv om det gjorde ondt, så var det da fedt det her!
En af de ting som slog mig på vejen var, at jeg på et tidspunkt kigger på min Garmin for at se, hvor mange kilometer vi manglede og sætningen ”herregud, kun 40 km.” for igennem mit hoved. Sådan var det ikke for bare to måneder siden, – der var det næsten utænkeligt, at jeg skulle kunne køre 40 km. På et tidspunkt efter Hals, kom vi til at ligge bag en flok pensionister, – det var lidt af en gåde for os, hvordan pokker de var havnet FORAN os… indtil Lisbeth kom i tanke om, at det var fordi, at her kørte 75 km rytterne ind på den samme strækning som os. Vi lå dog lidt og sloges med dem om, hvem der skulle overhale hvem, men vi måtte til sidst bøje os for overmagten og lade dem beholde førerpositionen.
Vi nærmede os Vodskov, trætheden var ved at melde sig, de sidste 10 km var klart en prøvelse for at par stykker af os i gruppen. Men endelig kunne vi dreje ind på kaserneområdet igen – og hvad søren, lige der foran os kørte pensionisterne jo… ikke tale om, at de skulle første over målstregen, – så Lisbeth og Anja indledte en spurt, tæt fulgt af Hanne – overhales det skulle de altså! Og det blev de, slået på stregen af Lisbeth og som et rigtig makkerpar, passerede Hanne og Anja så tæt lige efter, at der skulle målfoto til for at afgøre den spurt.
Men det bedste af det hele var, at vi havde en flok superlækre heppere fra herregruppen stående og råbe os det sidste stykke i mål. Tak for det, drenge – det var virkelig fedt!
Og så var det tid til øl! Den bedste øl, vi havde fået længe, blev indtaget lige der i græsset, med cykelskoene sparket af og forløsningen tydeligt at aflæse i vores ansigter. En fantastisk dag med en flok brave tøser, – en rigtig god oplevelse, der råber på en gentagelse.
Tak tøser for en god dag, – I er sgu skønne.
/hanne